Af Laura da Cunha, elev fra Idrætshøjskolen Aarhus
Kære ChatGPT.
Du er klog. Du er hurtig. Du kan svare på alt mellem himmel og jord.
Du kan analysere Shakespeare, løse matematiske ligninger, skrive kærestebreve og forklare hvorfor solen står op i øst.
Men der er noget, du ikke kan, og aldrig kommer til. Du forstår ikke højskole.
Du ved slet ikke, hvordan det så føles 5,5 måneder senere at stå hér og tænke: “Hvordan skal jeg overleve uden dem?”
Du ved godt, hvad en højskole er. Forstå mig ret. Du kan fortælle mig, at den blev skabt af Grundtvig, at det handler om livsoplysning og folkelig dannelse.
Du kan forklare mig, hvor mange kvadratmeter Idrætshøjskolen Aarhus er, eller måske hvor mange mursten der er blevet brugt til at bygge skolen.
Men hvad med alt det mellem murstenene?
Alt det der sker på gangene, i grinene, i stilheden, i de sene nætter og de alt for tidlige lærereplikker onsdag morgen. Det forstår du ikke. Det kan ikke googles. Det kan kun mærkes.
Du ved ikke, hvordan det føles at ankomme til IHÅ med en blanding af nervøsitet og spænding.
Den dér tanke: “Hvordan skal jeg overleve 5,5 måneder med fremmede mennesker?”
Og du ved slet ikke, hvordan det så føles 5,5 måneder senere at stå hér og tænke: “Hvordan skal jeg overleve uden dem?”
Forstår du, hvordan man kan grine så meget over en intern joke, lidt gossip, et dumt udklædningskostume eller en imitation af Benjamin hav til en live café?
Du kender ikke følelsen af at sidde i kolo for enten at se dagens afsnit af bachelorette eller dele samtaler om kærlighed, fremtid, eller hvor hårdt det er at have køkkenvagt.
Du har aldrig sagt: “Hold kæft vi har det godt” og alle nikker fordi de ved, hvad det betyder.
Du kender ikke følelsen eller smagen på en tirsdag nat, hvor man egentlig bare ville tidligt i seng, men pludselig vågner til spørgsmålet om man vil have sukker eller syltetøj på sin lune pandekage.
Og hvad med Arne? Kender du ham? Måske du kan slå ham op et sted? Men du kender ikke suset i maven, man får, når han går gennem FO´s stolerækker op mod scenen med dét blik i øjnene, hvor alle godt ved, hvad der skal til at ske. Velfortjent voksenskældud.
Chat, har du nogensinde været på La Santa og følt dig som en olympisk atlet efter en times minitri?
For så derefter at indtage de forbrændte kalorier igen i flyende væsker og slutte endnu en aften af med, at stå med armene om hinanden og skråle med på “malaga”, som var det Danmarks nationalsang. Kan du mærke det fællesskab der opstår når vi er sammen om alt det?
Du har heller aldrig kastet tøjet og spurtet grinende rundt på kunstgræsbanen, omringet af resten af skolens piger og deres høje promille. Suset i maven mens adrenalinen pumper med håbet om, at vi når at få tøjet på igen, før drengene opdager, at vi mangler i cykelkælderen.
Og når vi tager i byen, kære ChatGPT… Du ved ingenting. Du kender ikke Heidis Bier Bar indefra, hvor dansegulvet er klistret, sangene er fra 2007, ånden lugter af jagerbombs og stemningen er lige i skabet.
Du ved intet om natbusser, og om håbet for en taxa til 7 personer kommer rullende forbi, så du kan argumenterer for, at det økonomisk ligeså godt kan betale sig, at tage den i stedet for den propfyldte og fugtige natbus. Eller om den sene tur på maccen, hvor halvdelen af holdet glemmer, at der kun få uger til, at der er vejningstjek til fitness igen.
Du kan ikke mærke den slags. Og selvom man nogle gange godt kan være misundelig på, at du heller ikke kan mærke de massive tømmermænd der rammer efter sådan en nat. Så vil jeg til hver en tid stadig vælge den tunge hovedpine og den ustabile mave.
Det er følelsen af at sidde til morgensamlingen, mens solen skinner ind gennem vinduet, og nogen siger noget, der rammer lige dér, hvor du selv ikke har kunnet finde ordene men alligevel mærker kuldegysningerne på armene
Det kan godt være, at du ikke er et menneske – og derfor heller ikke har mulighed for at føle noget. Så måske forstår du slet ikke alt det, jeg skriver.
Det er dér, hvor de mindste øjeblikke bliver dem, du savner mest, når det hele er slut.
Sådan sort på hvidt gør du jo. Du kan analysere ordene, definere dem, forklare dem enkeltvis og i sammenhæng. Men helt nede i maven. Der hvor de vigtige ting bor, forstår du ikke meningen med det, jeg prøver at fortælle.
For højskole er ikke noget, man kan forklare med logik – det er noget, man mærker i kroppen. Den skal leves. Mærkes. Åndes. Det er følelsen af at sidde til morgensamlingen, mens solen skinner ind gennem vinduet, og nogen siger noget, der rammer lige dér, hvor du selv ikke har kunnet finde ordene men alligevel mærker kuldegysningerne på armene.
Det er de små øjeblikke, der sætter sig fast: Et blik hen over spisebordet. En hånd på skulderen, når dagen har været lidt lang. En sang, alle kan teksten til. Det er tryghed i kaos, rutine i galskab, og det mærkelige i, at noget så simpelt kan føles så stort.
Det er dér, hvor de mindste øjeblikke bliver dem, du savner mest, når det hele er slut.
Det er ikke én stor oplevelse – det er tusind bittesmå, der tilsammen bliver noget, du aldrig helt kan forklare, men altid vil huske tilbage på. Og netop dét, kære ChatGPT, det kan du ikke regne dig frem til.
IHÅ har givet mig minder, der ikke kan skrives med kode. Du kan analysere, opsummere og forklare – men du kan ikke mærke. Du kan ikke elske. Du kan ikke græde af grin, eller få et kram, der gør alting lidt bedre. Du ved ikke, hvordan det føles at høre hjemme et sted, hvor man bliver set og holdt af – bare fordi man er, som man er.
Højskole er en følelse. En stemning. En lille virkelighed i en skør verden. Noget som en algoritme eller kunstig intelligens aldrig vil kunne erstatte. Den kan kun skabes af os.
Så tak IHÅ*. Tak 55F
For venner.
For kærlighed.
For en fucked up lever.
For grin.
For liv.
Og ChatGPT. Du kan meget. Du er sød og hjælpsom. Men dét her. Det er for mennesker.
Så tak til os.
*Idrætshøjskolen i Aarhus
