Folkemødet 2026

Højskolerne slog rekord på årets folkemøde

Udgivet 17-06-2026

Aldrig før har så mange højskoleelever været til stede på Folkemødet på Bornholm. Her var de med til at skabe vigtige debatter, sang og fester i Højskolernes store telt og på mange andre af festivalens debatscener.

Årets Folkemøde blev ifølge arrangørerne større end nogensinde, og Højskolernes telt blev fyldt både morgen, aften og i nattetimerne.

Det var svært at være på Folkemødet på Bornholm i år uden at støde på en højskoleelev. I år var omkring 780 nuværende højskoleelever og 50 tidligere elever fra elevforeninger og lignende taget turen til Bornholm, hvor de var med til at skabe fest, dans, sang og bidrage til vigtige debatter.

Årets Folkemøde blev ifølge arrangørerne større end nogensinde, og Højskolernes telt blev fyldt både morgen, aften og i nattetimerne.

Herunder har vi samlet nogle højdepunkter fra demokratifestivalen.

Uofficiel åbning med debat og DJ-set

Selvom Folkemødet først officielt åbnede torsdag, blev unge deltagere allerede inviteret indenfor i Højskolernes telt onsdag aften. Her blev de budt velkommen til Uvendingen, som er en stor festivalplads, hvor man udover Højskolernes telt finder Dansk Ungdoms Fællesråds scene og et stort fællesareal støttet af Folkemødets indsats Ung Agenda.

Herefter var der fællessang, ungdomspartilederdebat og til sidst en stor dansefest under et DJ-set fra SVM-damerne – politikerne Katrine Evelyn Jensen (S), Maria Ladegaard (V) og Ellen Emilie (M).

Et stærkt program

I Højskolernes telt var programmet tæt pakket med debatter, samtaler, fællessang og aktiviteter fra morgen til sen aften. Her blev der blandt andet diskuteret unges trivsel, civilsamfundets udfordringer, AI og uddannelse, måltidets betydning, høje boligpriser, og hvad de forskellige generationer er klar til at kæmpe og dø for.

På scenen fandt man både elever, lærere, forstandere, politikere, forskere og meningsdannere, og mange af arrangementerne trak fulde huse. Samtidig var der plads til både morgensang og mere utraditionelle formater, hvor publikum blev inviteret til at danne deres eget samfund og lave politiske memes.


Mange unge på andre scener

Højskoleeleverne satte ikke kun deres præg på Højskolernes eget område. Rundt omkring på Folkemødets mange scener deltog elever, lærere og forstandere i debatter om alt fra trivsel og SU-lån til journalistik, litteratur, sugardating og fællesskabets betydning.

Flere højskoler stod også bag egne arrangementer eller bidrog som medarrangører, moderatorer og oplægsholdere. Dermed var højskolestemmerne med til at præge samtalerne langt uden for Højskolernes telt og sikre, at unges perspektiver blev hørt i nogle af festivalens vigtigste diskussioner.


Vilde DJ-battles og stærke koncerter

Når dagens debatter var slut, blev der skruet op for musikken. Højskolernes telt dannede ramme om fantastiske koncerter med KEDDE, Julie Pavon og Downtown July, for fællessang med Højskolernes Floorchestra og for tætpakkede DJ-battles med Villy Søvndal mod Kira Marie Peter-Hansen og senere med Alex Vanopslagh mod Pelle Dragsted. Det sidste trak flere tusinde mennesker til området og bød på crowdsurfing og DJ-assistance fra Akavede Emma.

Dermed blev Højskolernes område endnu en gang et af de steder på Folkemødet, hvor den politiske samtale og det folkelige fællesskab mødtes i øjenhøjde.

TAK!

Hos Højskolerne takker vi alle, der deltog på Folkemødet, for et fantastisk år.

Aldrig har vi registreret så mange højskolefolk på demokratifestivalen, så mange deltagere i teltet i løbet af programmet og så mange højskolestemmer til debatterne på andres folkemødescener.

Vi glæder os til at gentage det hele med jer i 2027!

Andre nyheder

Hent flere

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Højskolernes nyhedsbrev er for dig, der har været på højskole, skal på højskole eller bare gerne vil vide noget om, hvad der sker i højskoleverdenen og hvad, du kan deltage i.

  • Aktuelle historier fra højskolelivet
  • Nyt om højskolekurser
  • Nyheder om Højskolesangbogen
  • Offentlige arrangementer på højskoler
  • Konkurrencer

Felter med (*) skal udfyldes