Kære Højskoleambassadører: I er de vigtigste budbringere af alle for hele højskolebevægelsen

Kære Højskoleambassadører 

Velkommen fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark. 

Vi har lagt meget i jeres hænder.  

Enhver tid har sine udfordringer og sine muligheder. Vores tid er ingen undtagelse. Vi lever i tider, hvor sammenhængskraften, demokratiet og selve vores livsgrundlag – i og med naturen – er truede størrelser. det er stort og det kan virke voldsomt. Og det kalder på at nogen tager ansvar. Store ansvar.

Men før vi bliver overvældede af det kaos, der truer os, må vi huske på, at større udfordringer også giver større muligheder. Mulighed for handling. Mulighed for forandring. Det kræver bare at man erkender det som udfordringer. For hvis du står i lort til halsen uden at opdage det, så bevæger du dig ikke, og du håber ikke på noget andet, men hvis du kan se og lugte lorten, så bliver du motiveret til handling, og i takt med den erkendte lorts størrelse, vokser behovet for at gøre noget ved den. Og dermed vokser håbet. 

For hvis du står i lort til halsen uden at opdage det, så bevæger du dig ikke, og du håber ikke på noget andet, men hvis du kan se og lugte lorten, så bliver du motiveret til handling, og i takt med den erkendte lorts størrelse, vokser behovet for at gøre noget ved den. Og dermed vokser håbet. 

Simon Lægsgaard, næstformand i FFD, Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Lort avler håb. Hvis alt er kransekage sød cider, så er der ikke behov for håb. Det er håbløst. Og det håbløse liv er det værste af dem alle. Så hellere være lidt bange. Hellere vide at man mangler noget, at man har noget at miste eller at verden er større end dit eget verdensbillede. Uden lidelsen- ingen lidenskab- uden erkendt mangel har du ikke brug for håb. Omvendt er der ikke noget der nærer håbet, som lort.

Og når håbet så først har slået rødder i lorten, så skal det plejes. Ellers går det ud. der er ikke noget værre end håb, som ikke handles på, for det betyder at du står i lorten, er fuldt opmærksom på det uden at gøre noget. Og DET er dumt. Håb skal plejes og bevæges. Man skal med andre ord handle på sit håb. Det er blandt andet det vi gør på højskolerne. Vi skaber rum til at folk kan erkende lorten og handle på deres håb. Det kaldes dannelse. 

I har en vigtig mission kære ambassadører. I skal ud i verden og vise dem, at kransekagen i virkeligheden er en lort. Folk skal have øje på lorten for at få øje for håbet. Det er jeres opgave. Ikke fordi I er bærere af et bestemt budskab eller en bestemt udlægning af verden. I kan mene alle mulige ting, men fordi I er med til at pege på et rum, hvor der er plads til at danne sig sit eget perspektiv i med - og modspil med alle mulige forskellige perspektiver, et rum hvor man kan få øje på lortene og arbejde på sit håb – og i bedste fald kommer til at dele håb med andre. – altså et dannelsesrum med andre ord.

Der er ikke mange af dem tilbage i vores samfund. Det er i virkeligheden den helt store trussel. For det går i vid udstrækning ubemærket hen. Det er den uerkendte lort: At vi lever i en tid hvor frihed er blevet fortolket alene som uafhængighed. Og jagten på uafhængigheden fører os i armene på ensomheden – livets værste fjende – fordi uafhængigheden fjerner os fra livets sande forløsende formål: nemlig samhørigheden – ved at fjerne alle relationerne.

Vi lærer at leve det lette liv, hvor vi ubundet og uden erkendte mangler dulmer smerten over den manglende meningsfuldhed med overforbrug og underholdningshysteri, og vi lærer konstant hinanden hele tiden, at det er det livet handler om. Kan I lugte lorten? Brød og skuespil kaldte man det i det gamle Rom. Det er det der holder folket i skak- eller gør det til et ikke-folk. Vi har erstattet brødet med McD og skuespillet med tusinde skærme, men den bedøvende virkning er den samme. Alt imens vi drukner i lorten – helt frivilligt.  

Der er håb kære venner, men det kommer sjældent fra det etablerede samfund. Det kommer fra dem, der tør at gøre noget andet. Og I skal være med til at sprede det håb. I er bærere af det håb. For I ved at hvis man for en tid forlader dette paradigme, så findes der vedkommende fællesskaber, der får uafhængigheden til at skamme sig, der findes drømme, der strækker sig langt ud over skærmenes dragende lys, drømme som fylder livet med meningsfuldhed, der findes dybfølt ansvarsfølelse, der giver håb om bæredygtig sameksistens, hvor alle har rum og hvor vi passer på den verden, vi er en del af - for hinandens skyld. 

I ved at disse steder findes. Og den viden forpligter. For I ved at de i hvert fald findes på de danske højskoler, og selvom flere og flere får øjnene op for dem, så kender stadig alt for få til dem. Det håber vi at I vil være med til at lave om på. I er de vigtigste budbringere af alle for hele højskolebevægelsen.

Vores mål er ikke at alle skal tage på højskole, men vores mål er at alle skal have chancen, og det kræver kendskab og det kræver at de kan lugte lorten. Vores mål er at om 5-10 år, så tager enhver dansker på et tidspunkt i sit liv stilling til om vedkommende vil på højskole på et oplyst grundlag. For højskolerne kan komme til at spille en meget vigtig rolle i forandringen af denne verden, som dannelsesrum for alle jer, der er fremtidens forløsere. Det drømmer jeg om, og det har jeg skrevet et lille digt om, som jeg afslutte denne velkomst med.  

Drømmen om de store ører  

Jeg drømmer så tit om et sted med et folk med store ører 

Et folk, der tager sig tid og tænker: ”det der må jeg lige høre” 

Et folk, der ikke først beregner, er det noget der er mig til nytte 

Et folk, der vælger at larme langt mindre end de er klar til at lytte 

Jo mærkeligere det lyder, jo større vokser interessen 

Fordi du søger den anden i horisontudvidelsesprocessen 

Jo mindre vi ligner hinanden, jo større potentiel værdi 

I mødet - når vi vælger at følge de store ørers smalle sti 

Jeg længes efter et folk, der tør lege og fjolle og fejle 

Der ødsler med tid og tanker, lægger glas til hinandens spejle 

Et folk, der bevæger hinanden og ikke floves derved 

Med sang og dans i glæde og sorg og alle vil være med 

Hvor frisindet ikke forhindrer, at vi passer på den anden 

Hvor vi har skam i livet, men ikke slår os for panden 

Med snærende, hæmmende selvsyn, der dræber mere end de gavner 

Et samfund hvor alle kan genkende præcis det den anden savner 

Jeg savner en kultur der leves - langt mere end den forsvares 

En lokkende, smittende glæde - så folk tænker ”jamen bevares, 

Den boblende, betagende bevægelse må jeg simpelthen tage del i 

Den kage er bare så lækker, at jeg ikke engang tror der er mel i ” 

Et folk, der er bevidst om sin egen skyld, men sætter sig selv og hinanden fri 

Til at fejle og fjumre og dumme sig og alligevel tilgives fordi  

Vi ved at vi drives af det samme – forløsningen findes i at dele 

Så skide være med alt det andet, har vi hinanden, har vi det hele 

Jeg er selvfølgelig ked af at det hele kom til at handle om lort. Jeg ved jo at I er toppen af poppen indenfor højskoleverdenen, og det siger ikke så lidt, så jeg forventer, at I ser lige igennem det vulgære og fornemmer at det i virkeligheden er håbet og forløsningen, jeg taler om. det arbejder vi på her på Brandbjerg og på mange andre højskoler hver eneste dag, og jeg håber at I vil arbejde på at synliggøre den virkelighed ude i den store verden. For det har verden brug for. I er fremtidens forløsere kære ambassadører. 

Velkommen til Topmøde, velkommen tilbage til den forunderlige højskoleverden- velkommen til Brandbjerg.