Af Mette Skov Hansen
Sidste søndag farvede Eva Terp-Hansen og to af hendes kollegaer deres hår blåt.
Der var ikke tale om en fejl eller om en ny modetrend på Nordjyllands Idrætshøjskole, men derimod en handling i en god sags tjeneste.
Nogle dage forinden havde forstanderen og de to lærere på højskolen nemlig indvilliget i at få blåt hår, hvis der blev doneret tilpas mange penge på en auktion, højskolen skulle holde. Alle pengene gik til Ukraine.
Det var mine to kollegaer, der fik idéen om at farve håret, hvis der blev doneret et stort nok beløb. Den var jeg med på, og jeg foreslog farven blå – for Ukraine.
Eva Terp-Hansen, Nordjyllands Idrætshøjskole
”Vi havde en gruppe elever, som fik banket et indsamlings-arrangement på benene på bare to dage, hvor lærere og elever kunne donere genstande og tjenesteydelser. Det var mine to kollegaer, der fik idéen om at farve håret, hvis der blev doneret et stort nok beløb. Den var jeg med på, og jeg foreslog farven blå – for Ukraine. Eleverne var ved at tabe både næse og mund,” siger Eva Terp-Hansen, som få dage efter måtte farve håret efter, at eleverne sammenlagt havde over doneret over 5000 kroner for at få det til at ske.
Stort engagement blandt elever
Indsamlingen på Nordjyllands Idrætshøjskole er bare et af de mange initiativer, der de seneste uger er blevet igangsat af højskoler for at hjælpe Ukraine og ukrainere på flugt.
Siden annekteringen af Ukraine den 24. februar er der blevet tænkt kreativt af både lærere og forstandere, og der bliver ved med at dukke nye indsatser op.
På en måde er de unge mere globale, end vi var, da vi var på deres alder. De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet.
Eva Terp-Hansen, Nordjyllands Idrætshøjskole
Eva Terp-Hansen oplever selv et stort engagement blandt skolens elever, der var hurtige til at sætte noget i gang.
”Jeg tror, det handler om, at situationen er meget præsent for dem. På en måde er de unge mere globale, end vi var, da vi var på deres alder. De kan ikke bare sidde med hænderne i skødet. Det er fedt at kunne aktivere dem og give dem en følelse at kunne gøre noget,” siger Eva Terp-Hansen.
Over 55.000 kroner på to timer
Ved arrangementet på Nordjyllands Idrætshøjskole blev der holdt et minuts stilhed, et oplæg om situationen i Ukraine, forskellige underholdende indslag og derudover auktionen.
På to timer blev der indsamlet 58.942 kroner fra ansatte og elever, som bød på alt fra hjemmestrikkede veste, til middage og massage – og på at se deres forstander og lærere med blåt hår.
Vi gjorde det søndag. Dagen efter var jeg til seminar med en masse forstandere og lærere, og onsdag tog jeg imod kulturministeren på højskolen med blåt hår.
Eva Terp-Hansen, Nordjyllands Idrætshøjskole
”Det er første gang nogensinde, at vi har farvet hår. Vi gjorde det søndag. Dagen efter var jeg til seminar med en masse forstandere og lærere, og tirsdag tog jeg imod kulturministeren på højskolen med blåt hår,” siger forstanderen.
Siden arrangementet torsdag har højskolen også holdt en sangaften for tidligere og nuværende elever samt medarbejdere og forældre, hvor der blev samlet over 17.000 kroner ind.
Indsamlinger med løb, mad og show
Indsamlinger er generelt et tiltag, flere højskoler har benyttet sig af. På Vallekilde Højskole har man for eksempel lavet en online indsamling via Røde Kors, og der er også planer om at samle ind på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
På Nordfyns Højskole, som har og har haft flere elever fra Ukraine, blev der på opfordring fra eleverne holdt et fundraising-arrangement til støtte for de ukrainske flygtninge den 9. marts.
17.445 kr. til Dansk Flygtningehjælp og deres arbejde i Ukraine! (…) Et kæmpe stort tak til alle der støttede op!
Nordfyns Højskole på Facebook om indsamlingsvent
Her var der fællesspisning på skolen med ukrainsk-inspireret mad og derudover auktioner af forskellige art, hvor pengene gik til Dansk Flygtningehjælps indsats i og omkring Ukraine.
På Idrætshøjskolen Aarhus er der planer om et indsamlingsshow, og Gerlev Idrætshøjskole vil kombinere sin indsamling med et 24-timers løb.
Direkte hjælp
Andre steder er eleverne blevet mere direkte involveret i arbejdet med flygtninge.
I sønderjyske Gram, hvor hele lokalsamfundet er meget engageret i arbejdet med at hjælpe, har elever fra Gram Højskole for eksempel lavet startpakker til de flygtninge, der kommer til byen.
Vi er virkelig stolte af at bo i Gram og ikke mindst af vores elever, der lige nu gør et stort stykke arbejde med at hjælpe de ukrainske flygtninge, der kommer til Gram.
Gram Højskole på Facebook
Indholdet af pakkerne er skaffet ved hjælp af donationer, og eleverne står selv for at aflevere dem.
Højskolen har også planer om at hjælpe med at huse flygtninge, der kommer til byen, og deres ophold vil i så fald blive finansieret ved hjælp af donationer.
Flygtninge på højskoleophold
På samme vis arbejder flere andre højskoler med muligheden for at kunne huse flygtninge.
Skolerne må dog ikke tilbyde kost og logi, uden at der betales for det, og derfor ser andre skoler også på muligheden for at samle penge ind til at kunne sende elever på højskolekurser.
Tirsdag morgen blev også Egmont Højskolen en aktiv deltager i det humanitære arbejde for flygtninge fra krigen i Ukraine.
Egmont Højskole på Facebook
Nogle højskoler har også taget fat i deres kommune for at finde ud af, hvordan de kan hjælpe til.
Brenderup Højskole samarbejder eksempelvis med Middelfart Kommune og med landsbyen, som har skaffet midler til at sende en bus til den polske grænse for at hente folk til Brenderup.
Også Egmont Højskole er i kontakt med Odder Kommune om muligheden for at tage imod flygtninge, og elever fra Vrå Højskole har hjulpet til med rengøringen af byens gamle skolebygning, som kommunen skal bruge til at huse flygtninge.
Drøftelser om en fælles højskole-indsats
Tirsdag i denne uge holdt højskolerne et fælles informationsmøde om situationen i Ukraine og om de initiativer, der findes på højskolerne samt eventuelle nye fælles tiltag.
Der var blandt andet interesse for en samlet indsats og blev talt om at lave en fælles platform og om erfaringsudveksling.
I Folkehøjskolernes Forening arbejdes der på at lave en indsamling af midler, der fremover kan benyttes som stipendier til unge fra Ukraine og Rusland, der ønsker at deltage i højskoleophold.
Det sker for at bidrage til den demokratiske udvikling i landene.