Hvordan kan man bedst hjælpe ukrainske flygtninge?

Udgivet 10-03-2022

Mange danskere vil gerne hjælpe Ukraine og ukrainere på flugt. Men hvad må man, og hvilken hjælp er der brug for? Læs her om nogle af de ting, du kan gøre – både som enkeltperson og som højskole

Illustration: Canva

Af Mette Skov Hansen

Hvordan kan jeg hjælpe ukrainske flygtninge, og hvilken hjælp har de brug for?

De spørgsmål er der mange danskere, der stiller hinanden lige nu.

Spørgsmålet fylder både i debatten, hos enkeltpersoner, der er interesseret i bidrage med frivilligt arbejde, og også hos landets højskoler, hvor der også er et stort ønske om at igangsætte forskellige tiltag.

Herunder har vi samlet nogle af de ting, man kan gøre for at hjælpe ukrainere.

Donér penge

Lige nu har et stort antal ukrainere brug for alt fra rent vand til sundhedsydelser og traumebehandling. Derfor samler flere nødhjælpsorganisationer penge ind, som kan gå til indsatsen i og omkring Ukraine.

Som enkeltperson kan man støtte de forskellige organisationer ved at donere et eller flere beløb.

Som højskole kan man også starte sin egen indsamling. Det er for eksempel muligt at lave en digital højskoleindsamling via Røde Kors.

Flere højskoler har også holdt støttearrangementer og auktioner for at tjene penge til hjælpearbejdet.

Saml ting ind

I stedet for penge er der også mange, der lige nu samler ting sammen fra hjemmet, som de får sendt afsted til Ukraine eller ukrainske flygtninge. Det kan være alt fra medicin til sikkerhedsudstyr og tøj. Man kan typisk alliere sig med folk, der allerede får sendt ting af sted i biler.

Højskolerne har blandt andet kontakt med initiativtagerne bag den ukrainske folkehøjskolebevægelse ”Ukrainian Bildung Network, som peger på, at man kan sende med transportfirmaet Nova Poshta Global.

Vis din støtte

Udover donationer kan man også vise sin støtte til Ukraine offentligt. Det kan være med arrangementer med støttesang, med optog eller ved at arrangere demonstrationer, skrive læserbrevet eller på andre måder forsøger at råbe op om situationen.

Man kan også vise solidaritet ved at bruge hashtags eller billeder med ukrainske flag.

Hos Højskolerne kan man blandt andet bruge hashtags som #HøjskolerneForUkraine og #FolkHighSchoolsStandWithUkraine.

Et sted at bo

Lige nu arbejdes der på at finde sovepladser til de mange ukrainske flygtninge, der ventes at komme til Danmark. Mange danskere har tilbudt overnatning i deres egne hjem, og ellers ser kommuner og andre på, hvordan man kan tage lokale bygninger i brug.

Flere højskoler har også et ønske om at kunne tilbyde ukrainere plads på tomme værelser. Her skal man dog være opmærksom på, at skolerne ikke kan tilbyde værelserne gratis.

Ifølge Højskoleloven må højskolerne kun bruge deres midler til skolens formål og drift. Derfor kan flygtninge ikke få ophold på en højskole, uden at der sker en form for betaling for det.

Deltagelse i højskolekurser

Hvis man som højskole gerne vil have ukrainske elever, er der nogle krav, der skal opfyldes. Højskolerne kan vælge at sætte egenbetalingen ned eller at få opholdet dækket via penge, der ikke kommer fra højskolen selv. Det kan være indsamlede penge, donerede penge eller penge fra kommunen. Det kan generelt være en fordel at lave et samarbejde med kommunen.

Hvis der er tale om et folkeoplysende projekt, må en højskole i begrænset omfang bruge af sine egne midler. Man skal dog også huske at være opmærksom på, om optaget af ukrainske flygtninge kan komme til at gå ud over de betalende elevers ophold på en negativ måde.

Derudover skal man være opmærksom på, at 50 procent af eleverne på en højskoles kurser skal være danske. Fra ministerielt hold arbejdes der dog på, at ukrainere kan opnå opholdstilladelse hurtigere, så kan tælle som danske elever.

Det gør Folkehøjskolernes Forening

I Folkehøjskolernes Forening arbejdes der på at lave en indsamling af midler, der fremover kan benyttes som stipendier til unge fra Ukraine og Rusland, der ønsker at deltage i højskoleophold. 

Det sker for at bidrage til den demokratiske udvikling i landene.

Højskolerne for Ukraine

Krigen raser i Ukraine. Millioner af ukrainske familier er drevet på flugt, mens andre er grebet til våben. Men selvom krigen foregår langt væk, så følges den tæt og sætter sine spor på landets højskoler.
Folkehøjskolernes Forening samler løbende højskolernes idéer og initiativer til fordel for Ukraine. Formålet er at inspirere og oplyse og måske være med til at tænde et håb i mørket.

Læs mere på vores side på hojskolerne.dk/ukraine.

Er du ansat eller elev på en højskole, så spar om aktiviteter for Ukraine i denne gruppe på Facebook.

#HøjskolerneForUkraine

Læs også: