Voxpop: Derfor tog vi på et kort kursus 

Udgivet 07-09-2022

Et højskoleophold er ikke kun for dem, der har tid til at tage flere måneder ud af kalenderen. Mange højskoler tilbyder kortere kurser. Mød en gruppe tidligere kursister her. 

Landets højskoler har korte kurser om alverdens emner. Det er bare at dykke ned i de mange muligheder. Arkivfoto.

Af Anja Fjord Skovgaard 

Er du også nygerrig på, hvad forstanderne siger, så læs artiklen: Højskolekurser er som kosttilskud og vitaminer

Michael Reker, 59 år, selvstændig seniorkonsulent 

”Jeg har altid godt kunne tænke mig at tage på højskole og greb derfor chancen, da jeg var blevet skilt, og en sommerferieuge skulle planlægges. 

Da jeg skulle vælge kursus, gik jeg efter min faglige interesse og efter en højskole i nærheden af mit hjem, så jeg kunne tage hjem om aftenen og sove. Jeg ombestemte mig heldigvis til at blive på skolen og overnatte, så jeg på den måde ikke gik glip af det sociale om aftenen – der tit varede til ud på de små timer med masser af hygge og sang. 

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til - havde bare lysten til at suge det hele ind uden forbehold.  

Jeg blev overvældet og rørt. Højskolen er et sted, hvor alle idéer som udgangspunkt besvares med et ‘ja’. Et sted, hvor man tager sig selv i at tænke, at her er jeg den bedste udgave af mig selv. 

Jeg synes, det er fantastisk, at mennesker med forskellige baggrunde og holdninger i den grad kan gå i spænd sammen. Man oplever en helt vild nysgerrighed på hinanden. Alle kommer for at hygge sig og for at gå op i det samme emne. Det kan godt være, at der går et år, før netop en bestemt uge kommer igen, men så er det jo dejligt, at man kan glæde sig i et helt år - og måske prøve et andet kort kursus af i mellemtiden, hvis man ikke kan vente. 

Hvis man uden forbehold bare ‘læner sig ind’ i det og lader sig føre med, så vil man opleve, at livet for en stund er en helt særlig oase, hvor nye venskaber også kan opstå. Som udgangspunkt vil jeg anbefale, at man vælger et emne, som man er meget interesseret i. For det er alle de andre - og det er dét, der er så fedt.” 

 

Else Marie Mandøe, 70 år, pensionist og frivillig i Røde Kors og Sandholmlejren 

”En uge på højskole giver et intenst undervisningsforløb med den store fordel, at alle deltagerne er med hele vejen, og man kan nå meget i løbet af kort tid. 

Det overraskede mig på mit første højskoleophold, at kombinationen af undervisning, foredrag, fællessang, fælles aktiviteter, samvær og måltider gjorde ugen til en ultimativ all-inclusive ferie, hvor vi levede i en slags højskoleboble, hvor alt uden for højskolen fortonede sig til det ubetydelige. Især var jeg overrasket over, hvor vigtige de daglige foredrag blev for mig. Lødige foredragsholdere med noget på hjerte og evnen til at formidle noget vigtigt om emner, som jeg ikke selv havde valgt, men var taknemmelig for at få med mig. 

En uge på højskole er en givende og ubesværet måde at være sammen med andre mennesker. På en højskole er samtalen aldrig svær, fordi de fælles indtryk og input er gode samtaleåbnere.  

Siden mit første højskoleophold har jeg været afsted hver sommer. Det er min erfaring, at mennesker, der tager på højskole, generelt er åbne og interesserede i kollektive oplevelser. Det bidrager til, at jeg er blevet så glad for disse uger.” 

 

Martin Hildebrandt, 49 år, folkeskolelærer 

”Jeg valgte at tage på et kort kursus for at dykke ned i historiens vingesus og have nogle interessante snakke med andre historienørder. 

Det var vigtigt for mig, da jeg skulle vælge højskole, at den ikke lå for langt væk fra mit hjem, for jeg håbede, at det ville lykkes at få nogle nye venner på højskoleopholdet, og at de så måske heller ikke boede så langt væk. 

Jeg har gået på højskole som ung, så mine forventninger var at genopleve den specielle højskoleånd, og det lykkedes.  

Undervisningen viste sig at være af højeste niveau, og jeg var lettet over at mærke, at min egen historiske viden er på så højt et niveau, at jeg kunne snakke med foredragsholderne. Jeg var med! Jeg nød også bare at være til stede på skolen og dyrke hyggen og sammenholdet med de andre. 

Det giver rigtig meget som voksen at tage på højskole. På dén måde at deltage i samfundet og få sig nogle rigtig dejlige dage sammen med andre voksne. Synge, grine og hygge sig.  

Jeg fik tilegnet mig ny historisk viden og dyrket min store interesse i dét. Og så fik jeg nye venner, som er blevet inviteret til min 50 års fødselsdag.” 

 

Cecilie Seligmann Reedtz, 33 år, sygeplejerske 

”Jeg valgte at tage på et kort højskolekursus, fordi jeg havde nogle veninder, der havde været afsted året forinden, som havde talt rigtig godt om at være en uge på højskole. Som studerende på SU var det også en okay pris, hvor alt lige fra undervisning, foredrag, overnatning og fantastiske måltider var inkluderet. 

Jeg var som ung på efterskole og syntes, det var fantastisk med hygge og gode aftener, og jeg havde et håb om at kunne få lidt samme følelse og oplevelse af fællesskab og hygge med et ophold på højskole.  

Jeg har nu været afsted 11 år i træk og har alle planer om at tage afsted de næste par år. Det, jeg har fået ud af at være afsted på højskole om sommeren, er – ud over spændende foredrag og fuld opvartning – en mulighed for at opleve en anderledes type fællesskab. De mennesker, jeg møder på sommerkurset, er ikke nogen, jeg har en relation til i min hverdag, men så snart man mødes om søndagen, når kurset starter, er man direkte tilbage med en gruppe mennesker, der har præcis samme interesser som en selv, og der er et fantastisk fællesskab i at se de samme mennesker igen og igen år efter år og selvfølgelig møde nye.  

Jeg tror, det er vigtigt gennem hele livet at komme ud og danne fællesskaber og lære nye ting. Jeg tænker, at det på alle måder er godt for ens mentale helbred. 

Da jeg tog på et kort kursus første gang, var jeg 22 år, og de fleste på kurset var ældre end mig – mange også en del ældre. Men det, der nok har overrasket mig mest, er, hvor ligegyldig ens alder er, når man er på højskole, fordi vi alle ønsker samme oplevelser og har samme interesser. Og det er præcis dét, der gør, at vi har noget til fælles og derfor også kan have en dejlig uge sammen.” 

 

Bent Jørgensen, 77 år, pensioneret manufakturhandler 

”Jeg valgte at tage på sommerkursus for nogle år tilbage, hvor jeg blev overtalt af en veninde. Jeg havde aldrig været på højskole før, og jeg tænkte mit. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg forventede, men jeg var nok lidt skeptisk. Jeg tænkte, at det måske ville være sådan lidt Højskolesangbogs-Halleluja. Men jeg havde jo ikke sat mig ind i det. 

Jeg blev fuldstændigt taget med bukserne nede. Da jeg gik til ro efter aftensangen den første aften, må jeg indrømme, at jeg måtte fælde en tåre i begejstring over at have oplevet noget ganske unikt og meget overvældende. 

Samhørigheden og det sociale fællesskab var en helt speciel og varm oplevelse for mig. Den blev intensiveret dag efter dag, og nu i dag, hvor jeg har været på højskole for 5.(!!) gang og ser tilbage, kan jeg kun sige, at det skulle jeg have gjort for længe siden. Men er det egentlig ikke lige meget? Nu blev det så dér, jeg kom i gang, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. 

Når man er på højskole, glemmer man totalt den verden, der er uden for murene. Man falder ind i fællesskabet, møder en masse spændende mennesker, finder nye venner, og så er der gensynsglæden året efter, eller hvis man mødes til en koncert eller lignende og kommer i gang med at snakke om alle de gode oplevelser og minder fra højskolen. 

Man opdager nye sider af sig selv, og man har måske endda lidt ekstra at give til en og anden, både inden for og uden for murene.” 

 

Find et sommerkursus til dig

Du kan finde et kort kursus i vores kursussøgning.

Her får du mulighed for at sortere i tidspunkter, landsdele, interesser og kursustype, så du finder det hele rigtige kursus for dig. 

Gå til kursussøgningen