Ukrainske Yevheniia fik støtte til et højskoleophold: Jeg kan dele historier fra vores ungdom

Udgivet 19-04-2023

I marts rejste 18-årige Yevheniia fra Kyiv til Brandbjerg Højskole, og opholdet har allerede givet hende nye perspektiver på demokratiet og en følelse af at være "ung igen". Nu giver fond flere ukrainske unge mulighed for at komme på højskole til efteråret.

Af Mette Skov Hansen

For nogle måneder siden lavede Yevheniia Pohorila hjælpearbejde i Ukraine. Sammen med andre frivillige samlede hun penge ind til landets militær og bidrog til genopbygningen af de mange huse, der det seneste år er blevet ødelagt af russiske bomber.

Jeg kan godt blive overvældet over, hvor anderledes det er. Men her er fantastisk.

Yevheniia Pohorila, elev på Brandbjerg Højskole

Nu befinder den 18-årige ukrainer fra Kyiv sig i stedet på Brandbjerg Højskole omgivet af grøn natur og jævnaldrende fra både Danmark og andre lande.

“Det er noget af et skifte, og jeg kan godt blive overvældet over, hvor anderledes det er. Men her er fantastisk,” siger Yevheniia.

Støtte til højskoleophold

Yevheniia er en af de omkring 35 unge, som det seneste år har fået støtte fra Højskolernes Ukraine-pulje til at komme på højskole i Danmark.

Puljen blev stiftet af Folkehøjskolernes Forening kort efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, og målet med den er, at eleverne får redskaber, som kan give dem håb for fremtiden og hjælpe dem til at opbygge deres samfund, når krigen slutter.

I efteråret valgte Entreprenør Marius Pedersens Fond at donere 250.000 kroner til puljen, hvilket fonden senere udvidede til omkring 347.000 kroner. Dette forår har fonden igen afsat 250.000 kroner, hvilket betyder, at endnu flere unge kan søge støtte til et ophold allerede dette efterår.

Dejligt at føle sig ung igen

Yevheniia befandt sig i London, da hun i efteråret hørte om muligheden for at komme på højskole i Danmark. Det var en af hendes tidligere undervisere, som havde hørt om puljen og foreslog hende at søge.

Det har været dejligt på en måde at føle sig ung igen.

Yevheniia Pohorila, elev på Brandbjerg Højskole

Den 13. marts ankom hun til højskolen, og den første måned har været meget spændende, siger hun.

”Det føles lidt som om, at jeg nu kan kombinere alle de ting, jeg har savnet det seneste år: at have venner tæt på, at kunne prøve anderledes ting, være kreativ og have mindre ansvar. Det har været dejligt på en måde at føle sig ung igen,” siger hun.

Tillid og fællesskab

Selvom Yevheniia kun har været i Danmark i kort tid, er der kulturforskelle, hun allerede har bidt mærke i. Hun er blandt andet imponeret over den tillid, mennesker har til hinanden på højskolen, og over hvor meget fællesskabet fylder.

”Folk vælger at gøre alt sammen og involvere hinanden. Jeg er mere social, end jeg har været længe. I starten var jeg nervøs for, om det ville blive for meget, men det er faktisk godt for mig. Når jeg er alene, kan bekymringerne om Ukraine nogle gange komme til at fylde ret meget. Men når jeg så snakker med de andre, forsvinder tankerne,” siger hun.

En anden ungdom

Nogle gange kan det dog også være mærkeligt at befinde sig så anderledes et sted. Selvom Yevheniia forsøger at følge mindre med i nyhederne, er det svært at undgå at høre dårligt nyt fra Ukraine.

Nogle af de samtaler, jeg hører her, havde jeg også selv med mine venner for to år siden. Men nu føles de ikke længere vigtige.

Yevheniia Pohorila, elev på Brandbjerg Højskole

For få dage siden fik hun en besked om, at en gammel klassekammerat var blevet dræbt ved fronten.

“Da jeg læste den besked, virkede alt meningsløst. På den måde kan det være mærkeligt at være et sted, hvor det, der optager folk, er deres udklædning til en MGP-fest i weekenden. Nogle af de samtaler, jeg hører her, havde jeg også selv med mine venner for to år siden. Men nu føles de ikke længere vigtige,” siger hun.

Yevheniia føler ikke, hun kan brokke sig, når hun er et så sikkert sted.

"Men det er mærkeligt. Til en morgensamling sang vi ’Imagine’ med teksten ’imagine all the people living life in peace’. Det var mærkeligt at kigge rundt på folk fra et land så tæt på mit eget, der lever i fred. For det gør jeg jo ikke,” siger hun og tilføjer, at det også kan føles mærkeligt at diskutere demokrati i et land, hvor demokratiet fungerer så godt.

”I har et godt demokrati, men diskuterer stadig, hvordan I kan gøre det bedre. Vi kæmper mod et land, som er ligeglade med demokratiet.”

Vil gerne fortælle

Mange af eleverne på skolen spørger hende ind til situationen i hjemlandet, og hun føler sig mere og mere tryg ved at fortælle.

Jeg føler, det er grunden til, at jeg er her. Jeg kom her for kulturudvekslingen.

Yevheniia Pohorila, elev på Brandbjerg Højskole

”Hver gang jeg taler med folk, sørger de for at sige, at jeg ikke behøver fortælle noget, hvis jeg ikke vil. Men jeg vil gerne fortælle alt. Jeg overvejer at lave en kulturaften eller at holde et oplæg snart. Jeg føler mig mere tryg ved at gøre det nu, hvor jeg kender de andre,” siger hun.

“Jeg føler, det er grunden til, at jeg er her. Jeg kom her for kulturudvekslingen. Jeg lærer om Danmark, og det motiverer mig, at jeg kan fortælle om vores ungdom, og om hvor anderledes den er.”

Studie i Madrid

Til efteråret rejser Yevheniia til Spanien for at studere kommunikation og digitale medier på IE University i Madrid. Inden da har hun nogle måneder i Ukraine, hvor hun vil fortsætte det frivillige arbejde.

”Langt størstedelen af de unge, jeg kender, arbejder frivilligt. Men vi har jo også meget at gøre. Jeg håber, jeg kan tage nogle af redskaberne med fra højskolen. Det kunne være, vi kunne lave flere events i ngo'en. Det er noget med at tage små skridt og se det sprede sig.”

Yevheniia har allerede flere venner, som er nysgerrige på at gå i hendes fodspor og søge ophold på en dansk højskole.

Højskolerne for Ukraine

Krigen raser i Ukraine. Millioner af ukrainske familier er drevet på flugt, mens andre er grebet til våben. Men selvom krigen foregår langt væk, så følges den tæt og sætter sine spor på landets højskoler.

Folkehøjskolernes Forening har løbende samlet højskolernes idéer og initiativer til fordel for Ukraine. Formålet er at inspirere og oplyse og måske være med til at tænde et håb i mørket.

Læs mere på vores side på hojskolerne.dk/ukraine.

#HøjskolerneForUkraine

Andre nyheder

Hent flere

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Højskolernes nyhedsbrev er for dig, der har været på højskole, skal på højskole eller bare gerne vil vide noget om, hvad der sker i højskoleverdenen og hvad, du kan deltage i.

  • Aktuelle historier fra højskolelivet
  • Nyt om højskolekurser
  • Nyheder om Højskolesangbogen
  • Offentlige arrangementer på højskoler
  • Konkurrencer

Felter med (*) skal udfyldes