"Jeg havde brug for lidt luft"
En anden elev er Ellen Bjerre Koch, som i efteråret 2018 tog på højskole for at få et afbræk fra medicinstudiet.
"Fjerde semester på medicinstudiet var super hårdt, og jeg havde brug for forandring. Alle mine venner var fra studiet, jeg arbejdede i en akutmodtagelse, og hele mit miljø var orienteret omkring medicin. Jeg havde lyst til at prøve at være i en sammenhæng, der ikke handlede om medicin," siger hun.
Opholdet gav hende et nyt fællesskab og fornyet energi til at fortsætte sin drømmeuddannelse.
"Noget af det bedste, jeg fik ud af mit højskoleophold var, at jeg blev bekræftet i, at jeg rigtig gerne vil medicinstudiet, og at det er dét, jeg skal. Jeg tror, jeg havde brug for lidt luft til at finde ud af, at jeg er det helt rigtige sted med mit studie."
Flere højskoler har særligt tilbud til unge på studiepause
Flere højskoler tilbyder i dag en såkaldt pitstop-ordning, hvor studerende på videregående uddannelser kan få økonomisk støtte til et højskoleophold.
Et pitstop er i udgangspunktet et normalt højskoleophold, hvor du sammen med de andre højskoleelever fordyber dig i og afprøver dig selv inden for forskellige fag og aktiviteter. Men du bruger også opholdet til at genvinde motivationen og lysten til at studere eller til at få afklaring om dit studievalg.
FFD gennemførte i 2014 en spørgeskemaundersøgelse blandt daværende og tidligere pitstop-elever. Den viste, at eleverne i høj grad havde brugt ordningen til at få et tiltrængt og ofte afgørende pusterum i uddannelsen.
65,6 procent af pitstop-eleverne vendte tilbage til eller planlagde at vende tilbage til samme uddannelse som før, mens 25 procent var begyndt på en ny uddannelse. Højskoleopholdet holdt altså størstedelen i uddannelsessystemet.
Læs mere om pitstop-ordningen her.