Hvordan kan højskoler være med til at styrke fællesskaber på tværs af generationer og nationaliteter – og samtidig bidrage til en grønnere fremtid? Det spørgsmål skal to højskoler nu i gang med at undersøge i praksis.
Det særlige ved både Brenderup Højskole og Den Internationale Højskole er, at de sætter fællesskabet helt i centrum for den grønne omstilling
Lisbeth Trinskjær, Folkehøjskolernes Forening
Brenderup Højskole på Vestfyn og Den Internationale Højskole i Helsingør har hver især modtaget omkring to millioner kroner fra Nordea-fonden til nye grønne projekter.
Fællesskab og grøn forandring på Brenderup Højskole
På Brenderup Højskole handler det nye projekt om at skabe værksteder og aktiviteter, der inviterer både højskoleelever, kursister og lokale borgere til at samarbejde om grønne løsninger – fra biodiversitet og grønnere madkultur til nye måder at tænke forbrug på.
Nu får vi muligheden for at inddrage lokalsamfundet og være med til at gøre en stor forskel for den enkelte elev, kursist, og medborger i Brenderup og omegn
Birgitte Weidenhof, Brenderup Højskole
”På Brenderup Højskole har der tidligere været gode erfaringer med at styrke sammenhængskraften på tværs af generationer. Nu får vi muligheden for at inddrage lokalsamfundet og være med til at gøre en stor forskel for den enkelte elev, kursist, og medborger i Brenderup og omegn,” siger højskoleforstander Birgitte Weidenhof.
Projektet har samtidig fokus på det stigende problem med ensomhed i alle aldersgrupper i Danmark, siger projektleder Karin Ottosen:
”Visionen er, at vi med projektet vil inspirere andre etablerede institutioner til at bryde murene ned – og bringe mennesker på tværs af gængse samfundsopdelinger sammen om konkrete opgaver eller emner.”
De Levende Søer i Helsingør
På Den Internationale Højskole i Helsingør tager projektet “De Levende Søer” udgangspunkt i højskolens egne grønne omgivelser. Her skal elever og lokale borgere sammen arbejde med naturgenopretning, udendørs læringsrum og undervisning i bæredygtighed.
Vi er utroligt glade for Nordea-fondens bevilling, der giver os mulighed for at skabe rum for læring, dannelse og refleksion i, om og med naturen.
Nelima Lassen, Den Internationale Højskole
”Gennem samarbejde med lokalsamfundet i Helsingør får internationale elever praktisk erfaring med naturgenopretning – en indsats, der både styrker biodiversiteten her og giver kompetencer, som verden har brug for globalt,” siger Mette Skamris, der er projektleder og bæredygtighedsrådgiver på højskolen.
Højskolens forstander, Nelima Lassen, fremhæver projektets betydning for skolens værdigrundlag:
”Den Internationale Højskole er en fredsskole, der arbejder for øget mellemfolkelig dialog og forståelse. Fred starter i praksis og handler både om relationer mellem mennesker og om at leve i fredelig sameksistens med naturen. Vi er utroligt glade for Nordea-fondens bevilling, der giver os mulighed for at skabe rum for læring, dannelse og refleksion i, om og med naturen.”
Højskoler som laboratorier for bæredygtighed
Begge projekter er en del af indsatsen Vekselvirke, som Folkehøjskolernes Forening og Nordea-fonden står bag. I alt 18 højskoler har de seneste år modtaget knap 36 millioner kroner fra Nordea-fonden til at igangsætte grønne projekter, hvilket indebærer alt fra køkkenhaver og bygninger til nye fag.
Når mennesker mødes på tværs af alder, baggrund og nationalitet for at handle sammen, skabes der ikke kun løsninger for klima og natur, men også stærkere bånd mellem mennesker.
Lisbeth Trinskjær, Folkehøjskolernes Forening
Ifølge Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening, er de mange projekter afgørende, hvis vi som samfund skal lykkes med at skabe de forandringer, en bæredygtig fremtid kræver.
”Det særlige ved både Brenderup Højskole og Den Internationale Højskole er, at de sætter fællesskabet helt i centrum for den grønne omstilling. Når mennesker mødes på tværs af alder, baggrund og nationalitet for at handle sammen, skabes der ikke kun løsninger for klima og natur, men også stærkere bånd mellem mennesker. Det er netop dér, højskolernes styrke ligger – i at forene dannelse, bæredygtighed og fællesskab,” siger hun.