PRESSEMEDDELELSE

Højskoler får millioner til at skabe vild natur og bæredygtigt design

Udgivet 10-01-2025

Tre jyske højskoler har modtaget store bevillinger fra Nordea-fonden til at dyrke vilde haver og udvikle bæredygtige løsninger inden for design og arkitektur.

Med Nordea-fondens støtte bliver eleverne på Egå Ungdoms-Højskole integreret i den bæredygtige forvaltning af højskolens tre hektar store naturprojekt Vildmarken. Foto: Kristian Bang/EUH

Vild natur og nye grønne byggematerialer til fremtidens arkitekter og designere. Det er noget af det, som tre jyske højskoler nu skal til at eksperimentere med.

Med støtten er landets højskoler med til at vise, hvordan vi kan skabe en grønnere fremtid gennem fællesskab og handling

Lisbeth Trinskjær, Folkehøjskolernes Forening

Østjyske Odder Højskole og Egå Ungdoms-Højskole og Krabbesholm Højskole ved Skive har netop fået bevilliget knap to millioner kroner hver fra Nordea-fonden til ambitiøse projekter, der omhandler bæredygtighed. Støtten er en del af en større indsats, der skal fremme bæredygtighed og grøn omstilling på landets højskoler.

Fra parcelhushave til vilde naturrum

På Odder Højskole skal elever, lokale borgere og kunstnere sammen omdanne højskolens store udeareal fra en klassisk parcelhushave til vild natur, som både skaber mere biodiversitet og inspirerer eleverne til at tænke mere bæredygtigt. Egå Ungdoms-Højskole vil med projektet ”Sammen i Vildmarken” fokusere på permakultur og naturgenopretning og give eleverne jord under neglene og en større naturforståelse.

På Krabbesholm Højskole skal projektet ”Bærekraft” styrke arbejdet med bæredygtige materialer og metoder inden for arkitektur og design og på den måde inspirere til en grøn omstilling i bygge- og designbranchen.

Højskoler som laboratorier for bæredygtighed

Støtten til de tre højskoler er en del af Nordea-fondens og Folkehøjskolernes Forenings fælles indsats Vekselvirke, der fremmer bæredygtighed på landets højskoler. Det er nu et år siden, at de første højskoler fik støtte, og i alt 14 højskoler er indtil videre i gang med grønne projekter takket være bevillinger på i alt 28 millioner kroner.

De stærke fællesskaber, der kendetegner højskolerne, er en fantastisk drivkraft for at skabe forandring. Vi er meget stolte af at støtte op om højskolernes store engagement

Christine Paludan-Müller, Nordea-fonden

Højskolerne spiller dermed en vigtig rolle som laboratorier for bæredygtighed, siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening.

”Med støtten er landets højskoler med til at vise, hvordan vi kan skabe en grønnere fremtid gennem fællesskab og handling. Samtidig gør højskolerne bæredygtighed til en integreret del af hverdagen og undervisningen, hvilket sætter aftryk i eleverne,” siger Lisbeth Trinskjær.

Hos Nordea-fonden glæder uddelingschef Christine Paludan-Müller sig over de nye projekter:

”Det er inspirerende at se, hvordan højskolerne arbejder med bæredygtighed på forskellige måder. De stærke fællesskaber, der kendetegner højskolerne, er en fantastisk drivkraft for at skabe forandring. Vi er meget stolte af at støtte op om højskolernes store engagement” siger hun.

På Odder Højskole skal elever, lokale borgere og kunstnere sammen omdanne højskolens store udeareal fra en klassisk parcelhushave til vild natur, som både skaber mere biodiversitet og inspirerer eleverne til at tænke mere bæredygtigt. Foto: Odder Højskole

Om Vekselvirke - Højskolerne som laboratorier for bæredygtighed

Nordea-fonden har etableret en indsats med Folkehøjskolernes Forening, hvor højskoler kan søge støtte til ambitiøse og nytænkende projekter, som fremmer bæredygtighed. Frem til primo 2026 kan højskoler søge støtte hos Nordea-fonden til at udvikle og gennemføre grønne projekter, der passer til deres værdigrundlag, fagprofil samt lokale og geografiske forhold. Dette kan være til udvikling af nye fag, kurser, større arrangementer eller til faciliteter, der understøtter, udvikler eller skaber rum for en bæredygtig udvikling. I alt 14 højskoler har nu modtaget støtte.

Læs mere om projektet her.

På Krabbesholm Højskole skal projektet ”Bærekraft” styrke arbejdet med bæredygtige materialer og metoder inden for arkitektur og design og på den måde inspirere til en grøn omstilling i bygge- og designbranchen. Foto: Krabbesholm Højskole

Det siger højskolerne:

Caroline Spliid Høgsbro, forstander på Krabbesholm Højskole

”Danmark står over for biodiversitet-, miljø- og klimamæssige udfordringer, der kræver nytænkning i produktion og byggeri, især inden for arkitektur og design. Krabbesholm Højskole vil med projektet ’Bærekraft’ positionere sig som et fyrtårn inden for bæredygtigt byggeri, design og håndværk. I mødet med vores undervisere, lokale producenter af bæredygtige byggematerialer og landets tegnestuer, giver vi fremtidens arkitekter, kunstnere og designere vigtige erfaringer med bæredygtige materialer og nytænkende metoder.”

Ingeborg Svennevig, forstander på Odder Højskole

”De fleste unge er vokset op med haven som en velordnet kulisse for deres liv – endda ofte tilsat kedelige opgaver med at luge, rive og slå græs, som de er blevet tvunget til af deres forældre. I skolens vilde haverum vil havebegrebet være meget mere end den velordnede, prototypiske parcelhushave. De vil være naturrum, der tiltrækker arter og udvider vores æstetiske og etiske rummelighed, når vi færdes i verden.”

Emma Skamris, gartner og underviser i permakultur på Egå Ungdoms-Højskole

”Flere af vores elever genfinder en tro på sig selv ved håndens arbejde i haven og i naturen. De mangler troen på egne evner og kæmper med boglige krav - for dem kan det være ganske uoverskueligt at finde sin plads i et samfund, der domineres af lange uddannelser, høje karakterer og stramme læringsmål. Vores erfaringer viser tydeligt, at når vores elever kommer med ud i Vildmarken, så kommer håbet tilbage. Dels på naturens vegne, men i lige så høj grad på egne vegne. Pludselig øjnes muligheden for at finde sin plads i et større fællesskab.”

Mette Skov Hansen
Mette Skov Hansen
Kommunikationskonsulent og presseansvarlig
Kommunikation

Andre nyheder

Hent flere

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Højskolernes nyhedsbrev er for dig, der har været på højskole, skal på højskole eller bare gerne vil vide noget om, hvad der sker i højskoleverdenen og hvad, du kan deltage i.

  • Aktuelle historier fra højskolelivet
  • Nyt om højskolekurser
  • Nyheder om Højskolesangbogen
  • Offentlige arrangementer på højskoler
  • Konkurrencer

Felter med (*) skal udfyldes