Fremover kan elever på Oure Højskole glæde sig til at få jord under neglene under deres ophold på den fynske højskole. For i løbet af deres måneder på højskolen får de både mulighed for at så, luge, høste og tilberede den mad, de skal spise.
På skolerne i Oure serverer vi årligt 1 million måltider, og vi ønsker nu at gå fra at være forbruger til at blive producent og dermed invitere virkeligheden ind på skolerne,
Katrine Friis, Oure Højskole
I 2024 fik højskolen en bevilling på knap to millioner kroner fra Nordea-fonden til at anlægge en tre hektar stor produktionshave på en grund, som tidligere var en gammel golfbane.
Haven skal forsyne skolens køkkener og samtidig være med til at genskabe forbindelsen mellem menneske, natur og produktion. Det fortæller projektleder og lærer på Oure Højskole Katrine Friis, der de seneste år har drevet højskolefaget ”Gro”, hvor eleverne arbejder praktisk med jord, planter og deres egne livsværdier.
”Formålet med Oures Have er at naturliggøre bæredygtighed som et vilkår, vi er fælles om at løfte. På skolerne i Oure serverer vi årligt 1 million måltider, og vi ønsker nu at gå fra at være forbruger til at blive producent og dermed invitere virkeligheden ind på skolerne,” siger hun.
Har aldrig tænkt over, hvor meget arbejde der ligger bag
I efteråret 2024 var Oures højskoleelever med til at tage de første spadestik til den nye have, og der blev både kørt jord, revet og sået.
En af eleverne, der deltog, var 21-årige Luna Falkenberg, som er glad for at være kommet tættere på fødevareproduktionen under sit højskoleophold.
"Jeg har selv arbejdet i et supermarked, hvor vi bare kylede mad ud, når vi lukkede. Før har jeg aldrig tænkt over, hvor meget arbejde der ligger bag en pose gulerødder. Det er mega fedt at se alt det arbejde, der ligger bagved," siger hun.
Oures Have: Et åbent fællesskab
På sigt er planen, at Oures Have også skal åbne for fællesspisninger, workshops og havedage, hvor både lokale og nationale aktører kan lære om bæredygtig grøntsagsproduktion.
Her er det jo 1:1 fra jord til bord,
Jonathan Sales, Oure Højskole
Det fortæller Jonathan Sales, der er medarbejder i Oures Spisehus. Alt dette havde ifølge ham ikke været muligt uden støtten fra Nordea-fonden.
”Støtten er monumental, fordi det giver os mulighed for at flytte en grøntsagsproduktion i en skala, som jeg ikke kender til andre steder i landet, ned på vores egen matrikel, og vi kan ramme mange flere mennesker. Her er det jo 1:1 fra jord til bord,” siger han.
Se video om Oures grønne projekter her: