"Vi mangler føling med det, der omgiver os."

Udgivet 10-09-2020

BÆREDYGTIGHED Højskolelærer Kasper Hofer Søndergaard bringer erfaringen fra et bofællesskab og sin uddannelse som mediedesigner med ind undervisningen i bæredygtighed.

Af Johannes Schønau, bæredygtighedskonsulent i Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Det startede med en køkkenhave. En fin start, men de ville hele vejen rundt og have flere elementer ind. Med fokus på færdigheder, nysgerrighed og ikke mindst at turde tage ansvar. Og netop ansvar, blev vejen ind til det bæredygtige.

Find højskoler der underviser i bæredygtighed

Rødding Højskole underviser Kasper Hofer Østergaard i faget ”Selvforsyning for begyndere”. Et fag der bruger nysgerrigheden, legen og lysten til at se muligheder som de bærende elementer. Kasper er 32 år, bor i Rødding sammen men sine kone og deres to børn – og en tredje er på vej. Han er uddannet mediedesigner på teknisk skole i Århus i 2011 og betegner sig selv som et menneske med mange interesser. Det tager han med i arbejdet som højskolelærer.

”At erkende de mange processer bag en rulle-pølse kan være mindblowing for et menneske, der aldrig har tænkt tanken.”

Kasper Hofer Søndergaard, højskolelærer i faget ”Selvforsyning for begyndere” på Rødding Højskole.

”Vi tager ikke fat i bæredygtighedsbegrebet og taler det ikke op. Ofte er det eleverne selv, der kommer frem til den konklusion, at hvis vi skal bibeholde vores liv på jorden, er vi også nødt til at passe på den. Men den kommer ikke fra mig. Den kommer af den nysgerrig-hed, jeg opfordrer dem til have, og selv går forrest med. Hele konceptet i faget er, at vi skal lære sammen. Jeg er ikke verdensmester i noget, men kan lidt af meget og er ikke bange for at prøve mig frem. Det motiverer eleverne til selv at lege med tingene, og i den leg og de fejl, der opstår, bliver vi klogere. Ikke bare på hvordan, vi skal gøre det rigtigt næste gang, men i lige så høj grad på årsagerne bag - og vi får en dybere indsigt”.

Vejen til at gøre det selv

Efter uddannelsen startede Kasper op som selvstændig og arbejdede med det i fem år og flyttede samtidig ind i et stort bofællesskab: Thoustrup Mark. ”Vi havde køkkenhave, dyr og værksteder. Alt skulle vedligeholdes af os selv, også selv om vi ikke var eksperter. At finde tro på, at man selv kan sætte et vindue i eller få majs til at gro, uden at have prøvet det før, gør noget ved en”.

Da Kasper blev spurgt, om han kunne have lyst til at vende hjem til den højskole, han selv havde gået på, var han ikke i tvivl. Og måske kunne design-baggrunden og erfaringer fra Toustrup Mark forenes.

"At finde tro på, at man selv kan sætte et vindue i eller få majs til at gro, uden at have prøvet det før, gør noget ved en.”

Kasper Hofer Søndergaard, højskolelærer

”Den legende tilgang i faget kommer sikkert også fra designverdenen. Vi afprøver materialer, leger os frem og mærker, når noget føles rigtigt. Det er mere selvforsyning end bæredygtighed. Det er ikke bæredygtigt, hvis alle har egen køkkenhave. Men nysgerrigheden her bliver vejen til ny erkendelse. Når man erkender, at verden er holistisk, at elementerne går i ring, at træ bliver til produkt, der bliver til muld, der bliver til træ, så indser man også, at vi skal passe på det, vi har og ikke bryde leddene i kæden,” fortæller han.

”Vi mangler føling med det, der omgiver os. At erkende de mange processer bag en rullepølse kan være mindblowing for et menneske, der aldrig har tænkt tanken,” siger Kasper. ”Vi hjælper eleverne med at finde ud af det, de ikke ved. Men vigtigst af alt: med at finde glæden i hverdagen. Og det er det, der for mig giver den største mening”.

Kasper Hofer Søndergaard

32 år, underviser i bl.a. ”Selvforsyning for begyndere” på Rødding Højskole. Uddannet mediedesigner fra Tekniske Skole i Aarhus.

Bor i Rødding med sin kone og deres to børn

HØJSKOLE HACK: Lav din egen røgovn af en flyttekasse

Kasper Hofer Østergaard giver dig fif til, hvordan du kan lave din egen røgovn af en flyttekasse. Det er koldrygning, som i dette tilfælde er røg fra en smokepin.

Læs mere om Højskoler for Bæredygtighed
Se flere bæredygtige Højskole Hacks
Hent flere