Ledige pladser på efterårets kurser
Går du og drømmer om at komme på højskole efter sommerferien? Så er det bare med at begynde og kigge – for der er stadig ledige pladser på flere højskolers efterårskurser. At tage på højskole kan være en intens oplevelse, hvor du møder mange nye mennesker og får mulighed for at fordybe dig i det, du brænder for.
Herunder kan du læse om nogle af de højskoler, der stadig har ledige pladser i efteråret.
Find alle højskoler med ledige pladser her
Se også kursussøgningen med alle højskoler
Jaruplund Højskole
På Jaruplund Højskole bliver du en del af et fællesskab med kommunikation, sprog, udtryk, identitet og kulturmøde som samlingspunkt. Du kan vælge mellem to eller flere af de ni kernefag: kunst, musik, tysk, ledelse, eksistens, foto, guide, e-sport og programmering. Herudover sammensætter du dit eget skema ved at vælge valgfag som sport, fitness, outdoor og værksteder.
Gram Højskole
Et højskoleophold på Gram Højskole er en oplevelse ,du aldrig vil glemme. På Gram Højskole vil du opleve livsglæde og lysten til at lære i et smukt, stort, tidligere sygehus midt i Sønderjylland. Gram Højskole tilbyder linjefagene Ordkraft, Naturkraft og Keramik. Der er samtidig rig mulighed for at dyrke dine interesser ud fra de mange valgfag – hvad enten du for eksempel er til ølbrygning, sport, teater eller kreativ udfoldelse.
Musik- & Teaterhøjskolen
Er du vild med musik og teater? Så tag på højskole i Toftlund i Sønderjylland. På Musik- & Teaterhøjskolen kan du forfølge dine drømme inden for det musikalske eller dramaturgiske. Højskolen råder over gode faciliteter til undervisningen, og du vil samtidig blive rustet til at gå ud i livet med fornemmelsen af eget værd og ansvar for det fælles.
Løgumkloster Højskole
Omdrejningspunktet for Løgumkloster Højskole er projekter om bæredygtighed. Højskolen tror på, at vi sammen kan skabe håb og handlekraft for en sund og grøn verden. Et højskoleophold på Løgumkloster Højskole er baseret på valgfrihed og lyst, og du har derfor stor mulighed for at styre indholdet af dit ophold. På højskolen kan du nemlig vælge mellem syv hovedfag og over 20 valgfag om alt fra sankning i naturen til madlavning og håndarbejde.
Struer Højskole
På Struer Højskole kan du fordybe dig i fag som kost, bevægelse og livsmestring - men du har også mulighed for at prøve forskellige fag og muligheder af. Hverdagen på Struer Højskole består blandt andet af en række valgfag, som for eksempel puls og styrke, havkajak, keramik og film med filter. Derudover har du fællesfag, hvor alle er samlet til musik, motion og meget mere.
Højskolen Mors
Er du interesseret i film, musik, teater & scenekunst, kulturledelse, permakultur, politik eller sociologi, som noget du kan tage med dig resten af livet? Højskolen Mors er en kulturhøjskole, der bygger på fællesskab, frihed og fordybelse. Som elev på Højskolen Mors bliver du en del af et fællesskab, hvor man kan eksperimentere og lege, hvor der er plads til fejl, og hvor man kan udfordre hinanden og fordybe sig. På højskolen ønsker man at skabe et rum for demokratisk samtale, hvor man lærer at lytte til dem, man er uenige med.
Find alle højskoler med ledige pladser her